Familie-/indboforsikring
Som det er oplyst tidligere, opfordrer vi til, at alle lejere tegner en privat indboforsikring, da der er en række skadesituationer, hvor det er lejers egen forsikring, der skal dække udgifterne. Skadesituationer som lejer selv skal tegne forsikring for, kan fx være:
Boligforeningen tegner behørig forsikring for selve bygningen, fx brand- og stormskade, samt de til bygningen hørende installationer, fx skjulte rør, glas og sanitet.
Dog skal du som lejer være opmærksom på, at skader på indbo som følge af udstrømmende vand, fx ved et brud på et vand- eller varmerør, skal dækkes af din egen private indboforsikring, mens skader på bygningsdele, gulve, vægge, lofter o.l., er dækket af boligforeningens bygningsforsikring. Ved skader som er forvoldt af en sædvanlig installation, fx en vaskemaskine, som du som lejer har installeret jf. almenlejelovens § 35, er du også erstatningsansvarlig for skader på bygningsdele jf. almenlejelovens § 38.
Du kan således godt blive ramt af en skade uforskyldt, som du selv er nødt til at forsikre.
Renoveringsopgaver
Ifm. renovering og ombygning af den ejendom du bor i, forsøger boligselskabet og håndværkerne i størst muligt omfang at udføre arbejdet til mindst mulig gene for beboerne. Dog kan det ikke undgås, at der vil være gener i form af støj, støv og mindre gangarealer. Boligselskabet forsikrer ifm. renoveringer og ombygninger alene ejendommen/entreprisen, mens det fortsat påhviler lejerne at forsikre sit indbo.
Desuden kan dit forsikringsselskab stille krav om, at du giver besked, såfremt ejendommen er under renovering og ombygning, da dette forøger risikoen for skader – du opfordres derfor til altid at kontakte dit forsikringsselskab i god tid inden renoveringen/ombygningen.
Genhusning
Såfremt din bolig rammes af en skade, typisk en brand, kan du risikere at skulle genhuses i en anden lejlighed. Udlejer har kun pligt til at genhuse dig, hvis lejemålet som følge af brand eller anden ulykke, går fuldstændigt til grunde. Hvis dette ikke er tilfældet, men en genhusning alligevel vil være nødvendig, er det dit eget forsikringsselskab, som skal sørge for genhusningen. Udover erstatning for ødelagt indbo (møbler, tøj, elektronik og andre personlige ejendele), vil du også få dækket udgifter til genhusning, rengøring, udgifter til opmagasinering o.l. af en indboforsikring.
Alle disse udgifter kan rende op i mange tusinde kroner - en udgift du selv skal afholde, hvis du ikke har tegnet en indboforsikring.
Genhusning ifm. renoveringsopgaver – husk at ændre din adresse
Ifm. renoveringsopgaver, ombygninger o.l., er det desuden meget vigtigt, at du som lejer giver dit eget forsikringsselskab besked, såfremt du bliver genhuset på en anden adresse.
En indboforsikring dækker som udgangspunkt kun på den adresse, hvor du har din normale bopælsadresse i henhold til folkeregistreret – det er derfor af meget stor vigtighed, at du/I ved eksempelvis genhusning i forbindelse med større renoveringer, kontakter dit forsikringsselskab og meddeler den nye midlertidige adresse, herunder eventuelt, hvorvidt der i denne periode kan være flere indboadresser (opbevaring i kælderrum eller hos familie m.v.).
Kontakt derfor altid dit forsikringsselskab og giv besked i disse tilfælde.
Hvor skal jeg tegne en indboforsikring?
Der findes mange forskellige udbydere på det danske forsikringsmarked, hvorfor det er svært at anbefale et bestemt forsikringsselskab.
Forsikrings- og pensionsselskabernes brancheorganisation ”forsikring & pension”, har udarbejdet et onlineværktøj, hvor du kan sammensætte en forsikringspakke, der matcher netop dit behov og sammenligne priser og vilkår mellem de forskellige udbydere.
Du kan finde dette værktøj på www.forsikringsguiden.dk.
Hvordan skal du forholde dig, hvis der sker en skade?
Afhængig af hvilken skader sker og hvornår du opdager den, er der visse forholdsregler du skal være opmærksom på:
Bygninger
Såfremt du konstaterer en skade eller uregelmæssighed på boligselskabets bygninger, bedes du straks tage kontakt til boligforeningen eller byggeledelsen (ifm. renoveringer), samt eventuelt brandvæsen, politi o.l. Som lejer har du en anmeldelsespligt hvis du konstaterer skade på installationer eller bygningsdele som befinder sig i dit lejemål. Det vil sige, at hvis du fx konstaterer, at der er en vandskade, så har du pligt til straks at give boligforeningen besked herom. Undlader man at underrette boligforeningen kan man ifalde erstatningsansvar for skaden.
Ifm. renoveringer
Hvis der opstår en skade ifm. en renovering af din afdeling, kan der være flere forskellige parter involveret heri, hvorfor der kan være særlige forhold du skal være opmærksom på. Uanset hvilken skade der sker, skal du altid kontakte boligforeningen eller byggeledelsen med oplysninger om skaden.
Hvis en håndværker fx har forvoldt en skade på dit indbo, vil skaden skulle afgøres som en ansvarssag, hvorfor du alene får erstatning af håndværkeren, hvis denne har handlet uagtsomt/ ansvarspådragende og dermed kan gøres erstatningsansvarlig.
Ifm. færdsel på gangarealer, stilladser, parkeringspladser o.l., kan der ligeledes opstå skader, fx faldskader med person- og tingskade til følge, hvor det igen er meget vigtigt at kontakte boligforeningen eller byggeledelsen. Således kan eventuelle skadevoldere lokaliseres og ansvarsgrundlaget fastlægges.
Indbo
Hvis dit eget indbo bliver beskadiget ifm. en skade på bygningen, er det vigtigt at du forsøger at redde og bevare eventuelt ikke beskadiget indbo, fx ved at dække det til, flytte det til en anden del af lejligheden o.l.
Bliver du ramt af et tyveri/indbrudstyveri, skal du straks tage kontakt til politiet og give oplysninger om, hvad der er stjålet, i hvilket tidsrum det er sket o.l.
Skadebegrænsning-/forebyggelse
Man har som udgangspunkt pligt til at afværge en skade og forhindre den i at udvikle sig, fx ved at foretage afdækning og stille spande op, hvis der sker en vandskade, redde værdigenstande o.l. Dette gælder både for skader på bygninger og dit eget indbo.
Du skal selvfølgelig kun foretage skadebegrænsende tiltag, hvis dette kan foregå uden risiko for personskade.
Billeder, dokumentation o.l.
Generelt for forsikringsskader, er det altid en god ide at tage billeder af beskadigede genstande, bygninger o.l.
Desuden kan det være en god ide, at du løbende tager billeder af dit indbo, gemmer kvitteringer for større og vigtige genstande o.l. – på den måde har du styr på dokumentationen, hvis du rammes af en skade, hvor dine værdier skal erstattes af din indboforsikring.