Ny afdeling på Bytoften i Gl. Vejlby
Boligforeningen 10. marts 1943 har indgået en betinget købsaftale med henblik på at etablere 48-55 lejemål på Bytoften i hjertet af Gl. Vejlby. Aftalen vedrører overtagelsen af en del af de tidligere IBM-bygninger, som skal omdannes til lejemål som en del af den samlede udviklingsplan, der er under udarbejdelse for området.
”Det er med stor glæde, at det er lykkedes at indgå aftalen om den kommende afdeling på Bytoften. Nybyggeri er en central del af boligforeningens Strategi 2020, og med de kommende afdelinger på Asmusgaardsvej i Lystrup og nu Bytoften i Vejlby er vi kommet rigtig godt fra land. Der har i flere år været talt om mulighederne for at bygge i Risskov, og jeg håber, at beboerne deler vores glæde over, at det nu kommer til at ske”, udtaler Søren Bach, formand for hovedbestyrelsen.
”Det har været en intens proces, derfor er vi glade for, at vi er nået til enighed om aftalen. Bytoften og den nye afdeling i Lystrup øger udbuddet af boligtilbud og de i forvejen attraktive muligheder for at flytte internt. Samtidig styrkes boligforeningens økonomi – til gavn for både nuværende og nye beboere”, fortæller direktør Bjarne Wissing.
Aftalen, og det eksakte antal lejemål, er betinget af lokalplanens godkendelse og kommunens godkendelse, hvor sidstnævnte netop er faldet på plads.
Det forventes, at den nye afdeling er klar til indflytning omkring 2019-2020.
24. november 2017